Skal vi straffe børn i folkeskolen – eller hjælpe dem til bedre adfærd?

Når børn gør det bedste, de kan – er straf så den rigtige løsning? 

Undervisningsministerens seneste forslag om at give skoleledere mulighed for at straffe elever med oprydningsopgaver efter skoletid og lette adgangen til at udelukke elever fra undervisningen vækker naturligvis opmærksomhed. Intentionen er tydelig: Skolen skal beskytte sine fællesskaber og sikre en tryg hverdag for alle. Ingen skal udsættes for vold, mobning eller hærværk. Men midlerne, der foreslås, rejser nogle alvorlige spørgsmål. Er straf og eksklusion den rette vej at gå i en skole, hvor vi arbejder ud fra princippet om, at børn gør det bedste, de kan?

Som skoleleder i den danske folkeskole, der hver dag arbejder tæt sammen med elever, lærere og forældre, har jeg et lidt andet syn på dette problem. Jeg mener, at børn ikke nødvendigvis udviser dårlig adfærd, fordi de ønsker at skabe kaos, men ofte fordi de står i situationer, hvor de ikke har de rette redskaber til at navigere i deres følelser og sociale relationer. At straffe dem uden at give dem de nødvendige værktøjer til at ændre sig, løser ikke problemet – det forstærker det.

Børn gør det bedste, de kan – og har brug for støtte

Grundlæggende tror jeg på, at børn gør det bedste, de kan under de omstændigheder, de er i. Hvis et barn udviser uhensigtsmæssig adfærd, er det vores ansvar som voksne at finde ud af, hvad der ligger bag. Er det frustration, uro eller måske manglende forståelse for sociale spilleregler? At give børn oprydningsopgaver eller udelukke dem fra undervisningen kan virke som en umiddelbar løsning, men spørgsmålet er, om det på nogen måde løser det underliggende problem.

Når vi vælger at fokusere på straf fremfor støtte, risikerer vi at isolere de børn, der i forvejen har det svært. Hvad lærer de af at blive holdt udenfor? Hvad sker der med deres selvopfattelse, når de gang på gang oplever at blive straffet for deres adfærd?

Adfærd som kommunikation – ikke et problem

Jeg vil udfordre tanken om, at dårlig adfærd altid kræver en hård konsekvens. Ofte er adfærd blot en form for kommunikation – det er børns måde at udtrykke, at noget ikke fungerer for dem. I stedet for at straffe denne adfærd, skal vi som skoleledere og lærere blive nysgerrige og undersøge, hvad det er, barnet forsøger at fortælle os.

I mange tilfælde er det ikke en hårdere linje, børnene har brug for, men nærhed, forståelse og klare rammer. Når vi skaber et miljø, hvor børnene føler sig set og forstået, er de langt mere tilbøjelige til at indgå i fællesskabet på en positiv måde. Børn, der trives, vil ikke have behov for at udvise negativ adfærd.

Dannelse og sociale færdigheder som den rigtige vej frem

Vi skal ikke undervurdere den indvirkning, som et stærkt fokus på dannelse og sociale færdigheder kan have på elevernes adfærd og trivsel. Når vi lærer børn at samarbejde, lytte til hinanden og forstå deres egne og andres følelser, skaber vi et miljø, hvor konflikter bliver færre, og relationerne bliver stærkere. Dette kræver tid, tålmodighed og en langsigtet investering i den enkelte elev – noget, der ikke kan opnås med hurtige straffe og eksklusioner.

Hvis vi vælger en vej, hvor straf og eksklusion bliver fremtrædende elementer i skolens virkemidler, mister vi det dybere formål med uddannelse. Folkeskolen er ikke kun et sted, hvor børn skal præstere fagligt; det er et sted, hvor de lærer at være en del af et fællesskab og udvikler de sociale færdigheder, der vil forme deres fremtidige liv. Når vi straffer i stedet for at støtte, fjerner vi os fra det grundlag, som folkeskolen bygger på – nemlig dannelsen af hele mennesker.

Det er vores ansvar som skoleledere, lærere og politikere at sikre, at vi ikke forfalder til hurtige løsninger som straf, men i stedet styrker de fællesskaber og relationer, der hjælper eleverne med at vokse. Børn, der føler sig set, forstået og støttet, har langt bedre forudsætninger for at trives og lære – både fagligt og socialt. Skal vi bevare folkeskolens styrke som en dannelsesinstitution, må vi prioritere løsninger, der bygger på forståelse, tålmodighed og langsigtet udvikling frem for straf og udelukkelse.

Jan Wittrup 
En skoleleder, der tror på børns potentiale og evne til at lære gennem støtte, ikke straf.